juli 2007

Af Erik Eriksen

I 98 oplevede jeg noget ekstra ordinært, det tror jeg selv. Det år var der mange smelt og ørred, og man var nærmest et fjols hvis man ikke fangede ørred. Jeg havde det år, ikke en tur der ikke gav ørred og selv om der ikke var store ørred i fangststatistikken, havde jeg alligevel 12 med hjem det år. Alle ca. 50 cm. men ingen over 6o. Det ved jeg fordi jeg fandt skælprøver, da jeg flyttede nogle år efter.

Om antallet så var for højt ved jeg ikke, men der var andre der fangede lige så mange det år, og det har måske toldet noget senere.

Denne uge  i september husker jeg specielt fordi vi havde stillestående, nærmest London agtig tåge i flere dage.

Der var let dis da jeg stod ud fra Skytteholmen, midt formiddag. Ikke tæt tåge men dog med ”klumper” af noget tættere, der drev lidt, gik i opløsning, men hele tiden åbnede og lukkede.

Søen er fuldstændig blank og jeg forsøger nærmest at dæmpe åretagene. Der er nogle gråænder der sejler forbi med næsten flyvefærdige ællinger, af i hvert fald andet kuld.

Jeg glider langsomt forbi Postens hul, drejer lidt ud over søen og kan se Amnitzbøl`s sejlbåd ligge forankret ud for Inderøen.

Pludselig begynder vandet at koge omkring båden, små langstrakte blanke fisk vælter op af vandet efterfulgt af gigantiske plask af store ørred. Mine skaller virker slet ikke, jeg prøver med et blink og kroger en smelt i ryggen som med det samme ryger på forfanget. Med den anden stang kaster jeg alt hvad jeg kan og trækker blinket ind i voldsomme ryg. Håber at efterligne en flygtende smelt..

Ved faktisk ikke hvor lang tid det tager, tågen letter lidt og giver pludselig adgang til mågerne, der angriber smelten. Jeg er på den lille spids og hele området ned mod Inderøen og Amnitzbøl`s båd er et inferno af smelt og måger.

Rigtig store ørreder kommer op få meter fra båden, jeg kan se dem ligeså tydelig men de gider ikke noget af mit isenkram. Heller ikke den smelt jeg krogede først, kan friste dem og jeg er kun passiv tilskuer nu.

Tågen lukker, nu og da og jeg kan end ikke høre Vejle vej, men kun ørrederne der stadig mæsker sig få meter fra båden.

Ved ikke om Amnitzbøl fangede noget, men jeg mener at hele seancen tog ca. 45 minutter. Det er jeg heller ikke sikker på, men en fantastisk oplevelse.

Jeg forsøgte rent faktisk at tage nogle billeder, men de er alle nærmest mælkehvide.

Det er selvfølgelig en opfordring til at opleve noget. Kom ud på søen..