Morgen i juni

 

Mads, min søn, og jeg startede tidligt en torsdag morgen. Vi havde fanget skaller og fået båden rigget til, så vi kunne gå ud kl.05.15. Det var overskyet og koldt selvom det var juni og det blæste godt fra vest.

Vi startede i "Postens hul", men grundet vinden blev vi enige om, at gå i læ af Inderøen og slæbe skallerne ned mod "Nicolais spids". Skallerne var monteret med trekrog i både overlæbe og ryg.

Vi ror ca. 50 meter fra land og mit forfang er blybelastet. Den går vel en tre-fire meter nede mens Mads` går en meter nede.

Det første hug falder og fisken går ind mod land, vi følger efter med båden og smider ankeret på 8-10 meter. Der er ikke de store problemer indtil den når

båden, men så gider den ikke være der og tager en del line med ned og ud. Der går 5 min. inden vi får den at se, og vi nikker samstemmende, at det er en god fisk.

Vi har før fået fisk op til 3,8 og mener at det er en tangering. 7 min. senere er den nettet og viser sig at være 73 cm og 4,8 kg. En utrolig flot og fed han, med kæbekrog og en fantastisk figur. Vi blev enige om at den mindede om en lille tun.

Vi lægger skallerne ud igen og når at ro 10 meter. Det er igen på min stang og fisken går helt ind under land. På et tidspunkt er den lige ved at springe op over en udhængende gren og Mads må manøvrere båden ud så vi ligger lige på kysten. Endnu en god fisk på 2,3 kg. Vi målte den ikke men kaldte den "den lille", da den lå ved siden af den store.

Ud med skallerne igen og denne gang når vi at ro 100 meter inden jeg fanger den sidste ("den bette") den er "kun" på 1,5 kg og er nærmest latterlig i forhold til de andre. Fakta er dog, at jeg ville være henrykt for at fange den, på hvilken som helst tidspunkt.

Vi beslutter at næste gang er det Mads der kommer til. Det sker lige ud for Inderøen, der er fisk et kort øjeblik. Skallen er lidt mærket, men ikke flået og hullet, som de plejer at være ved "geddehug".

Vi er nået ud i "vesten vinds bæltet" mellem Inderøen og Ruinen. Mads sidder med sin stage og min står i holderen. Jeg har nok at gøre med at ro, da næste hug kommer. Min stang bøjer og hjulet hyler, inden Mads får fat, og der er fisk med en "rimelig" vægt. Vi ser den aldrig, den forsvinder inde under båden og vi får kun skallen ind.

Der er et aftryk der passer nogenlunde med kæben på "den lille". Altså en fisk på lidt over 2 kg.

Sidste hug kommer lidt længere fremme, der er god vægt ved tilslaget, men den sidder heller ikke. Endnu en gang er skallen med ind, uden der umiddelbart er noget at se. Det var 6 hug på den samme stage og vi tror, at det var ørredhug alle sammen.

Det er til gengæld også de eneste ørred vi har fanget de sidste to år. Der er langt mellem ørrederne og det er ikke på grund af vandkvaliteten. Vi kommer ofte ved søen og om efteråret kan der iagttages enorme flokke af Skarv. Vi anslår at der er nogle gange, er over 300 i flokkene og 0.5 kg fisk pr. fugl pr. dag, giver en stor mængde fisk. Samtidig er kolonien udvidet betydeligt, og der er skader på træerne ned mod "Hejre Bugten". Jeg syntes at Skarven er en utrolig flot fugl, og har ofte studeret kolonien gennem kikkerten. Alligevel sidder jeg med spørgsmålet om, at der er for mange.

Hvis tallene om Skarvens indhug, i Skjern å systemets smolt kan overføres til Hald sø, er der efter min mening alt, alt for mange.   

Vi har også fanget masser af gedder.  Den seneste der er værd at nævne, fangede Fatter sidst i maj. Den huggede ude over 8 meter vand, ud for Ruinen, på en ørred skalle (12 cm). Fatter spændte bremsen, pumpede den op til båden uden de store problemer, og mente ikke at det kunne tage lang tid. Da den kom op og så os, og vi så den, ville den ned igen, og vi talte om at kappe linen. Fatters stang var halvt under båden inden han

fik bremsen løsnet, og så mente han, at der alligevel godt kunne gå lidt tid. Til sidst var den træt og jeg gaffede den i underkæben, trak hovedet op på rælingen og tæskede den med en jernstang. Den skulle ikke i båden inden den var død. Den målte 127 cm. og vejede (badevægt, den autoriserede vægt tager kun 10 kg) lige under 15 kg. Hvad havde den ikke vejet i dec. måned og hvor store ørreder tager sådan en?
 

Erik Eriksen