Af Åge Ebbesen

Ålekragen, Åletyven, Pælegåsen, Søravnen, Svælgposen, Komoranen, Træskideren - også kaldet Skarven.

Skarven er ligesom storken en fugl alle danskere kender, om end følelserne for de to fugle er meget forskellige.

Altafgørende for skarv-hadet er deres redebygning i gamle løvtræer, hvor træerne efter få år dør på grund af fuglenes ætsende skarn. Desuden er skarven ikke særlig vellidt blandt især bundgarnsfiskere. Den æder og stresser fiskene i bundgarnene, fiskeren får derfor et ringe udbytte af sin indsats i områder med mange skarv.

Jeg har et par gange været ude med en bundgarnsfisker og set hvor stor en del af fangsten skarverne havde skadet. De senere år har man dog med rimelig succes ændret på bundgarnenes indretning, så skarverne ikke umiddelbart har adgang til fiskene.

Skarven tilhører en meget primitiv slægt af fugle kaldet Årefodede. De har det tilfælles, at de har alle 4 tæer forbundet med svømmehud. Når man en forårsdag ser på skarvernes parringsspil fornemmer man, at det er en fugl med „dinosaurusgener". Skarven har de sidste 20 millioner år ikke ændret udseende, et forhold der indikerer en meget stor tilpasning.

Der findes ca. 25 arter af skarv i verden. Den vi især kender i Danmark er mellemskarven.

Danmark er virkelig skarvland. Vores store lavvande kystområder giver fremragende fødemuligheder. En meget væsentlig årsag til skarvens store og hurtige udbredelse de senere år skyldes den store næringssaltbelastning af vores kystnære områder og søer. Næringssaltbelastningen har medført, at der både i saltvand og ferskvand er unaturlig store forekomster af de såkaldte „skidtfisk" som hundestejler, issinger, ålekvabbe, skalle m.v. . Det er dette store fødegrundlag, skabt af især næringssaltbelastningen fra landbruget, der har givet anledning til at skarven fra at være en relativ sjælden fugl først i 1980erne til sidst i 1990erne at nå et antal på omkring 40.000 par. Jeg er overbevist om at vi ikke engang i Stenalderen havde så stor en skarvbestand. Det er uden tvivl næringssaltbelastningen, der har givet fødemuligheder for de mange skarver. En måde at regulere antallet på ville være at nedbringe næringssaltbelastningen !

Skarven er det der med et fint biologisk ord hedder opportunist, kragen er et andet godt eksempel på en art der er opportunist. Det betyder at man udnytter de muligheder der findes bedst muligt. Skarven æder simpelt hen den føde der findes. Kraftig næringssaltbelastning og overfiskning af de såkaldte „konsumfisk" har næsten udryddet arter som f.eks. torsk, rødspætte hvor imod „skidtfiskene" har gode kår.

Fra sidst i 1700 tallet blev skarven kraftig forfulgt for endelig i 1860erne at blive udryddet som ynglefugl. Det var samtidig med at en række større fugle også blev udryddet som ynglefugle i Danmark bl.a. stor hornugle, havørn, fiskeørn, og glente. Denne kraftige forfølgelse er måske en af forklaringerne på at skarven helst yngler i træer. Langt de fleste skarver yngler i dag direkte på jorden på øer og sandflak. Bl.a. i Limfjorden, ved Hitsholmene og omkring Samsø er der store skarvkolonier på sandflak og småøer.

Forfølgelsen forsatte på de enkelte trækfugle der kom fra andre lande. I perioden 1904-1926 udbetalte Fiskeriministeriet en præmie på 1 kr. pr. stk. for indsendelse af en højrefod.

I 1938 begyndte skarven igen at yngle i Danmark, et par slog sig ned i Tranekær Slotspark på Langeland.

I 1941 begyndte de første skarver igen at yngle i Jylland på øen Vorsø i Horsens fjord.

I 1971 blev skarven endelig fredet i fuglenes yngletid og skarven spredte sig langsomt indtil den i 1980erne virkelig fik fat. Mange af de første kolonier opstod i fiskehejrekolonier, hvor skarven langsomt fortrængte hejren. Uanset hvad man mener om skarven, må man sige at det ud fra en naturforvaltningsmæssigt synspunkt er en succes med udviklingen fra at være en udryddet fuglart til at blive en almindelig fugl.

Sidst i 1970erne og i begyndelse af 1980erne var jeg flere gange på besøg på Vorsø. Det var en omstændig affære, hvor vi skulle indsende en skriftlig ansøgning til Miljøministeriet. Når vi gik rundt på øen var det kun ifølge med en naturvejleder. Det var en stor oplevelse, da jeg første gang fik lov til at komme tæt på en skarvkolonien.

I 1989 så jeg en tidlig morgen i juli 87 skarv på Hald Sø. De første skarv jeg har set på Hald Sø. I årene efter kom der for hvert år flere og flere fugle til Hald Sø. På fuglenes farver-ringmærkning kunne man se at det var ungfugle fra Vorsøkolonien. De opholdt sig ved søen fra juli til begyndelsen af oktober. De overnattede især i bugten midt på Inderøens østside. Flest har jeg set i 1999 - det store smeltår. Flere skarvflokke jagede smelten, jeg talte i august 1999 i alt 510 jagende skarv.

For ca. 4 år siden var der 2 reder på den lille halvø overfor Inderøen. I år 2000 var der 37 reder. Ruintårnet er et fremragende sted at studere skarverne - måske Danmarks bedste. En solrig stille forårsmorgen kan man nyde fuglenes flotte farvespil og mange lyde. Når en fugl lander i kolonien er der en imponerende hilse cermoni hvor fuglene gør sig store ved at fylde hals og svælg med luft, nakketoppen rejses og der gakkes og gurres. Parringscermonien består bl.a. af at hannen kaster hovedet bagud og næsten rører halen mens der gakkes og gurres. Selv den mest fanatiske skarvhader må efter at have set og hørt dette skue indrømme at skarven er en spændende fugl.

Jeg vil dog nødig opleve det der er sket ved Brændegårs Sø på Fyn. Her har en koloni på 5-6000 par skarv skidt både søen og skoven ihjel. De mange tusinde skarv henter deres føde i det sydfynske øhav og bringer dermed masser af næringssalte tilbage til Brændegårds Søen og dens omgivelser. En lignende udvikling ved Hald Sø vil være en katastrofe. Der er jo ikke langt til gode fødeområder for skarv i Limfjorden.

Det spændende ved Brændegårds Sø på Fyn er at havørnen er begyndt at yngle tæt ved kolonien - her er masser af ørnemad i hele sommerhalvåret. Selv havørneparret fra Bankel Nor i Sønderjylland tager turen i lige linie til Brændegårds Sø og henter foder til ungerne. Tæt ved skarvkolonien ved Toft Skov ved Store Vildmose yngler der to par stor hornugle, et par kongeørne og havørnen ses jævnligt. Alle rovfuglene fodrer deres unger med friskfangede skarvunger.

Ved Hald Sø har der de sidste 4-5 år været stor hornugle i området. De giver sig måske til at yngle netop fordi der er let tilgængelig føde til ungerne i en skarvkoloni.

Jagt på skarv ved Hald Sø er vanskelig. Jagt i etablerede skarvkolonier er ikke tilladt. Antallet af fugle i kolonien ved Hald Sø er endnu kun begrænset i forhold til det meget store antal fugle der kommer i perioden juli-oktober fra bl.a. Vorsøkolonien. Det er disse fugle der „fylder" på søen.

Sten Bonne Rasmussen fra Skovdistriktet oplyste ved vores generalforsamling, at man har overvejet at ligge en sti tæt langs søen ved skarvkolonien. Det tror jeg er en god ide. På den måde kan man ved at „stresse" fuglene begrænse en større udvikling af skarvkolonien, samtidig med at der er plads til en mindre koloni.

Personligt vil jeg også i år nyde at se og høre skarvernes parringsspil fra Ruintårnet.

Godt forår !