En af de mange gode naturoplevelser man kan få på Hald Sø i vinterhalvåret er synet og lyden af de små flokke af hvinænder. Der ses ofte en 20-25 fordelt på flere småflokke.

Navnet giver sig selv - når hvinænderne flyver høres en meget karakteristisk skarp og hvinende lyd. Man hører dem ofte længe før man ser dem.

Hvinænderne er også lette at kende i flugten. Det er små ænder med tydeligt hvidt vingespejl, hvid bug og mørkt hoved.

Hvinænderne parrer sig i vinterhalvåret. I de små bugter med læ langs især Hald Sø´s østside kan man ofte se hannernes parringsspil. De „kaster" meget hurtigt hovedet meget langt frem og tilbage, mens begge fødder sparkes bagud.

De gamle hanner i yngledragten skal ses tæt på en vinterdag med fuld sol og godt medlys. De er utrolig flotte med deres gule øjne runde lysende hvide kindpletter, glinsende metalsorte hoved og ryg og den kridhvide krop. Hunner hos andefuglene er modsat andre arter knap så prangende. Hvinandehunnen klæder sig i brun, sort og grå og med hvid krop.

Hvis man meget ofte besøger Aqua i Silkeborg bliver man efterhånden lidt „mæt" af at se på fiskene. Flere steder falder man dog altid i et længere kig. Et af mine favoritsteder er søerne hvor man kan se ænderne dykke under vandoverfladen og se ænderne nedefra - et kostelig og morsomt syn. Man kan samtidig komme meget tæt på fuglene. Men de gør sig bedst en flot vinterdag ude i den „rigtige" natur.

De ænder vi ser på Hald Sø er besøgende nordfra. Hvinænderne yngler især i nåleskovsområder i et bælte fra Skandinavien over Rusland til Nordamerika. De ænder vi ser ved Hald Sø kommer fra Norge og Sverige. I Limfjordsområdet overvintre en meget stor del af de Skandinaviske fugle. Jeg har flere gange set store flokke med 1-2000 fugle i både Hjarbæk fjord og Lovens Bredning.

De æder især muslinger, snegle og krebsdyr i de danske fjorde og søer. I sommerhalvåret æder de gerne frø og knopper af vandplanter.

Hvinænderne yngler især i hule træer tæt ved søer i nåleskove ! Gamle hule træer og huller efter sortspætter er yndede redesteder. Men også gamle skorstene, forladte huse og fuglekasser kan bruges.

At se et kuld hvinandeællinger, lokket af mors kald, tumle ud fra et sortspættehul i 8-10 meter høje uden at „slå sig" og derefter straks vralte ned til søen er et herligt syn. Jeg har været heldig at opleve det to gange den samme dag ved en lille sø i det nordlige Sverige.

I Sverige, Norge og Finland er det meget brugt at opsætte kasser til hvinænder en såkaldt „holk" for at øge bestanden. I de forstmæssige drevne skove er der ikke mange redehuller i træerne. Redekasser til hvinænder er en meget gammel tradition som først samerne og senere nybyggerne i skovene brugte. Det var en let metode til at sikre let adgang til de værdifulde dun og æg. I den svenske forfatter Hans Lidmand´s spændene bøger kan man læse beskrivelser af hvordan man kunne samle æg tre gange og dun en gang fra en hvinande-holk før anden fik fred. Han beskriver også hvor godt det første hvinandeæg smagte for en same efter næsten et år uden æg. Man har da også i Nordsverige også lokalt brugt øgenavnet „samerhøns" om hvinænderne.

Om det var for at sikre æg- og dunleverancer til Naturskolen, at naturskolens leder Jens Frydendal for nogle år siden fik en skoleklasse til at lave og opsætte hvinandekasser rundt om Inderøen ved jeg ikke. Kasserne har dog været flittig brugt af egern, flagermus, hvepse, natugler, hulduer og hvinænder. Jeg har om foråret flere gange set hvinænder kommer ind og ud af kasserne. Det er for øvrigt imponerende at se den lille and komme i stor fart, bremse op og ramme ind i redehullet. Jeg har en enkelt gang set et lille kuld på 2 ællinger i den lille bugt syd for spidsen af Inderøen. I Nordsjælland har man haft rimelig held med at få hvinænder til at ruge i kasser ved mindre skovsøer. En af grundene til at det ikke rigtig lykkes ved Hald Sø er måske de gode bestande af mink, skovmår og husmår i området. Men tag kikkerten med ud til søen en vinterdag og nyd synet af de flotte hvinandehanner.

P.S. De må i øvrigt jages og smager udmærket.