Af Edvard Ammitzbøl
Som medhjælper for min fader G.Ammitzbøl, med erhvervsfiskeri i Hald Sø - Vedsø
- Rindsholm Sø - Viborgsøerne, opstod tanken om muligheden for en bestand af
Sandart i Hald Sø.
Fiskeriet i Viborg-søerne gjaldt især opfiskning af Skaller og Brasen, under
dette fiskeri genudsatte vi mange 10 cm. lange Sandarter, som jo var en god
størrelse for en eventuel omplantning.
Da Sandarten var en af lystfiskernes yndlingsfisk var det jo ikke noget man
sådan kunne gøre, men takket være en stor interesse for deres sø og en god viden
om fiskene i søen, hvor de havde en tro på at Aborrerne i søen var ved at blive
noget indavlede og var temmelig små sammenlignet med Aborrerne i Hald Sø.
Vi blev så enige om en byttehandel hvor jeg kunne få 500 stk. 10 cm. Sandarter
mod at levere 500 stk. store Aborrer fra Hald Sø. Jeg husker stadig den dag jeg
kom med de første 200 stk. de blev udsat i Salonsøen. Det var en god oplevelse
at se lystfiskernes glæde og begejstring da de store Aborrer spredtes i deres
sø, det var rigeligt bøvlet værd.
Så vidt jeg husker var det efteråret 1955. I de følgende år kunne vi så følge
Sandarternes vækst, de voksede utroligt hurtigt og havde en mørkere farve med et
flottere farvespil end man så dem i Nørresø. Det var selvfølgelig forbundet med
dødsstraf for vores medhjælpere at ilandbringe Sandart. Jeg tror desværre det
var for lille en udsætning i så stor en sø, det var lige som kun få der fandt
sammen i gydetiden. Vi så sjældnere og sjældnere Sandart på ca. 1 kg. Det sidste
jeg har hørt til Sandart var en på ca.et par kg. som lå død på stranden ved
bådepladsen i Dollerup sidste år, den blev fundet af Kristian Røhr og for at jeg
ikke skulle være i tvivl tog Kristian et fotografi af fisken.
Det er i sig selv forbavsende at den har kunnet klare sig igennem perioden med
søens kollaps taget i betragtning, Kristians fisk har jo haft 2 forældre som har
klaret krisen i søen. Når sandarter er 5 - 6 år vejer den ca. 1 kg. - 12 kg. er
den ca. 20 år . Forøvrigt ved jeg at ved en effektiv udsætning bruger man
gennemsnitlig 50 stk. fisk pr. ha. og da Hald Sø er 344 ha. drejer det sig om
16000 stk. fisk i stedet for de 500 stk. der blev sat ud i 1955. Så det er nok
også tvivlsomt om de 500 stk. Aborrer i Viborg Søerne var nok til en genetisk
foryngelse, men ved samtaler med de herlige optimister blandt Viborgs
lystfiskere mente de at kunne mærke en forbedring.
|