af
Jens
Frydendal,
Naturskolen
ved
Hald
Indtil
for
nyligt
gav
Humlehuset
et
par
gange
om
året
ly
for
et
jagtselskab.
Jagten
i
statens
skove
er
i
sidste
ende
dronningens
privilegium.
Men
hun
har
jo
travlt
med
at
regere,
og
prins
Henrik
har
dårlig
ryg.
Kronprinsen
har
også
sit
at
se
til
-
foruden
at
køre
på
kælk
oppe
i
Nordøstgrønland.
Der
er
således
grunde
nok
til
at
overlade
forvaltningen
af
jagten
på
Hald
til
skovrideren
og
hans
folk.
De
bruger
jagten
som
en
slags
pleje
af
deres
eksterne
kontaktflade
i
form
af
savværksfolk,
naboer,
lokalpolitikere,
jagtforeningsfolk,
nyuddannede
jægere,
naturskolelederen
og
mange
andre
mere
eller
mindre
vidtløftige
folk.
Alt
i
alt
udmærket
selskab,
som
efter
en
formiddags
jagt
masede
sig
sammen
i
Humlehusets
trange
stuer,
for
at
spise
deres
madpakke
og
drøfte
dagens
oplevelser
og
andre
påtrængende
sager.
Næppe
har
man
imidlertid
faet
åbnet
for
madpakken
og
skal
til
at
sætte
sine
tænder
i
den
første
og
hårdt
tiltrængte
mad,
før
der
fra
det
lille
kammer,
lyder
en
meget
kraftig
nærmest
lidt
sanglignende
lyd:
|
Kære
venner
halsen
brænder. |
|
|
øl
øl-
øl! |
|
|
Hvilken
væske
kan
den
læske?
|
|
|
øl
øl
-
øl! |
|
|
Er
vor
røst
vel
ikke
ren
og
klar
som
sølv, |
|
|
lad
os
drikke
-
lad
os
drikke |
|
|
øl - øl øl! |
|
Er
man
ikke
alt
for
nøjeregnende,
kunne
melodien
minde
en
del
om
en
eller
anden
vals.
Dans
kunne
der
imidlertid
ikke
blive
plads
til
mellem
de
tæt
samlede
bænke
og
borde.
Kvinder
var
der
i
øvrigt
heller
ingen
af,
hvilket
i
nogen
grad
påvirkede
niveauet
af
samtaleemner
under
frokosten.
Valsetonerne
fra
det
lille
kammer
hidrørte
fra
hundefolket,
som
en
meget
lang
og
fast
tradition
havde
henvist
til
netop
dette
rum
-
vel
oprindeligt
ud
fra
en
ide
om
at
de
ofte
er
mere
våde
end
det
øvrige
selskab,
fordi
de
dagen
igennem
har
maset
omkring
efter
deres
hunde
gennem
diverse
tykninger,
og
vel
også
kan
forventes
i
nogen
grad
at
dele
lugte
med
disse
deres
firbenede
venner.
Knap
havde
stemningen
rejst
sig
efter
sangen
og
den
efterfølgende
opfølgning
på
sangens
opfordring
før
en
ny
sang
rystede
huset
og
eventuelle
musikalske
deltagere
i
jagtfrokosten:
|
Tænk
hvis
Limfjordens
vande
gylden
snaps
var |
|
|
Ja,
så
ville
jeg
skam
gerne
vær’
en
ål. |
|
|
Bare
ligge
derpå
bunden |
|
|
Og
få
gylden
snaps
i
munden.
|
|
|
Bare
åbne
munden
og
så
sige: |
|
|
SKÅL! |
|
Noget
vellykket
forsøg
på
at
identificere
melodien,
mener
jeg
endnu
ikke
gennemført.
Madderne
gled
altid
for
rask
ned
og
eneste
grund
til
ikke
at
ærgre
sig
over
at
madkassens
bund
alt
for
hurtigt
viste
sig
var,
at
der
var
kaffe
og
kringle
til
at
jævne
ud
med.
Inden
da
var
vi
dog
kommet
igennem
følgende
anatomiske
overvejelser:
|
Du
lille
snaps
|
|
|
som
for
mig
står:
|
|
|
Nu
skal
du
vejen
vandre! |
|
|
Du
ved
det
godt |
|
|
du
må
af
sted!
|
|
|
Du
skal
ned
til
de
andre! |
|
Melodien
er
„Menuetten
til
Elverhøj".
Teksten
tør
jeg
formode
må
være
opstået
spontant.
I
al
fald
var
det
kun
første
del
af
et
ritual,
hvor
vi
efter
at
snapsen
havde
fået
lov
at
vandre,
fortsatte
således:
|
Om
når
i
morgen
du
kommer
tilbage |
|
|
sig
mig
da
ej,
hvad
du
så!
|
|
Her
er
melodien
umiskendeligt
i
slægt
med
„Flyv
fugl,
flyv
over
Furesøens
vande",
og
man
kan
vælge
mellem
ej
og
alt
i
sidste
linie.
Repertoiret
kunne
varieres
en
lille
smule
-
men
ikke
meget.
En
vise
der
lægger
sig
tæt
op
ad
den
foregående
kunne
være:
|
Og
nu
skal
snapsen
vandre
|
|
|
igennem
spiserøret
ned. |
|
|
Den
skal
ned
til
de
andre. |
|
|
Af
sted
-
af
sted
-
af
sted! |
|
Her
måtte
„En
lille
nisse
rejste"
lægge
melodi
til.
Også
denne
vise
kunne
sluttes
af
med
Furesø-slutningen.
På
gode
dage
nåede
vi
også
en
historie
eller
to,
og
under
alle
omstændigheder
skulle
vi
gennem
en
grundig
forklaring
fra
hver
deltager,
om
hvad
han
havde
oplevet
og
bedrevet,
før
selskabet
igen
bevægede
sig
til
skovs.
Nye
tider
har
imidlertid
medført
nye
skikke,
så
jagtfrokosten
er
henlagt
til
et
bål
i
skoven,
hvilket
også
har
sin
charme
-
og
så
slipper
vi
også
for
hundefolkenes
forsøg
på
at
synge!