af Edvart Ammitzbøll

Om vinteren sad vi i kælderen og syede garn. Det var før nylongarn slog igennem. Dengang gik der megen tid med at sy ruser, vod, trawl m.m. og da det jo var bomuld, havde redskaberne en begrænset holdbarhed! Dette gjorde at fiskepresset på farvandene var moderat. Senere, da nylongarn kom frem, overlod man det tidskrævende syarbejde til vodbinderierne. Derved øgedes fiskeredskabernes fiskeevne betydeligt i årene fremover. Nå, tilbage til 20/3. 1953.

Efter en lang vinter var konto ‘en ved at være lidt tyndslidt, så både tobak og andre gode sager var ved at komme i farezonen. Så min bror Carl og jeg ville prøve at trawle en nat for at se, om ålene var kommet op af dyndet. Vi besluttede at trawle på den dybe del af søen. Jeg husker at det var mørkt som graven og der silede en iskold regn ned. Efter 6 lange slæb havde vi ikke flere ål, end vi selv kunne spise. Vi fik så den lyse idé, at sejle ind på lavere vand i Bækkelundbugten. Der kunne vandet måske være nogle grader varmere.

Regulatoren blev skruet helt i bund på Skagen-motoren og stadig i buldermørke gik det mod Bækkelund - med det resultat, at vi hamrede for fulde drøn op på Rørholmen. Pokker tog ved motoren, da propellen pludselig blev til en ventilator i tom luft. Vi fik sådan et skub af hæksøen, at vi kom næsten over, så kuns bagenden strittede op i luften.

Da vi efter et par minutter ikke kunne finde ud af, hvem af os der var den største, åndssvage landkrabbe på denne her side af Herning, stablede vi trawl, skovle, petroleumsdunke og andet løst gods frem på taget af lukaf’et og fik kastet et anker ud som varp, kom vi igen flot.

I mørke og øsende regn var det let at blive enige om, at af alle lortejobs her på jorden var fiskeriet sgu’ det værste! Men vor teori om det lidt varmere vand holdt stik. Vi nåede 4 træk inden det blev helt lyst - og det gav 400 stk. store, blanke ål, hvis tarme var helt fyldt med dansemyggelarver. Tobakken var reddet. Igen et bevis på, at erhvervsfiskeri altid har gået fra følelsen af den rene lykke til den dybeste depression.

På vejen hjem om morgenen, da vi passerede Rørholmen, syntes vi den egentlig så helt hyggelig ud.